Soldans © 2009 • Ingeniør • Arkitekt

 

 

 

Idé til ny indretning af skole for overvægtige 

 

Den individuelle elevs udvikling og læring på vejen til en sundere livsstil er i centrum i Tegnestuen Soldans’ forslag til Kongensgaard Efterskoles kommende ombygninger. Soldans’ forslag baserer sig på den moderne læringsform ”læringsstile”, der tager hensyn til, at elever lærer forskelligt.

 

Undersøgelser viser, at nogle elever arbejder bedst i rolige omgivelser, mens andre præsterer bedst med baggrundsmusik. Nogle elever koncentrerer sig bedst i kraftigt oplyste rum, mens andre tænker bedre i rum med dæmpet belysning. Nogle foretrækker at sidde ved skrivebordet, når de skal løse opgaver eller læse, mens andre igen trives bedst, når de kan slænge sig i bløde møbler.

 

Det stiller krav til en fleksibel arkitektur, der imødekommer den enkelte elevs behov for et optimalt rum for læring. Tilgodeses den enkelte elevs behov, vil eleven med 95 % sikkerhed præstere bedre.

 

Soldans kombinerer arkitektur og læring

Soldans mener, at det er afgørende at tænke arkitektur og læring sammen, så den enkelte elev på Kongensgaard Efterskole får de bedste forudsætninger for indlæring og for at skabe en succesfuld og holdbar livsstilsændring.

 

Soldans medtænker derfor en lang række faktorer såsom lyd, lys, møblering, bevægelsesmuligheder og elevens sociale præferencer for gruppearbejde, voksenstyret eller individuelt arbejde mv.

 

Skolens indretning efter læringsstile:

 

  • Arbejdspladser med dæmpet belysning, punktbelysning og kroge, hvor dagslyset råder, og et areal med skarpere lys.
  • Formel møblering med borde og stole såvel som mere uformel møblering med sofakroge.
  • Mulighed for både gruppearbejde, parvis arbejde, holdundervisning og individuel opgaveløsning.
  • Elevernes værelser indrettes ligeledes forskelligt efter de forskellige læringsstile med tanke for de enkelte elevers behov for lyd, lys og studiemiljø.
  • Multihus, hvor eleverne kan træne krop og følelser: Multihuset er ottekantet og øverste etage er indrettet til musik og sang. Etagen lige under er indrettet til kreative fag, motion, spinning og styrketræning. Med indgang i 1. sals højde er der mulighed for at indrette et amfiteater med gulvet i hallen som sceneområde.

 

Forslaget er blevet til i tæt samarbejde med Kongensgaard Efterskole ud fra Soldans' workshop-koncept.

 

 

 

 

Tegningen viser Soldans' idé til ombygning og indretning af Kongensgaard Efterskole ud fra principperne om læringsstile. Øverst til højre ses den den ottekantede multihal.

 

 

Relevante links:

Kongensgaard Efterskole:www.kge.dk

Danmarks Læringsstilscenter, Cubion A/S:www.cubion.dk

 

 

 

Tilbage til kompetencer ◄◄◄